Jeg får mange henvendelser for tiden vedrørende børn som er begyndt i skole, men som er grædende, råbende, skrigende og i vrede når de skal af sted. Som forælder til barnet kan man føle sig voldsomt presset, for man vil gerne hjælpe sit barn, men intet lader til at virke og samtidig kalder arbejdet, mens samfundets normer om ”at børn jo skal i skole for enhver pris, ellers er der en bekymringssamtale på vej” fylder mere og mere.

​

Det skaber en ond spiral hvor man som forælder presser sit barn mere og mere: ”Kom nu”, ”Alle de andre kan”, ”Du er altså stor nu” og ”Tag dig så sammen” eller den værste: ”Jeg gider altså ikke at høre på det der hver dag”. På den anden side står et dybt ulykkeligt barn. Helt alene uden at blive mødt med nogen som helst form for forståelse – Ikke engang hjemmefra. Et barn som vil gøre alt for at leve op til de forestillinger der er om at være stor og skolebarn og et barn der langsomt erkender at hun/han ikke kan leve op til det og at alle andre synes man er forkert. Nogle skoler praktiserer endda fastholdelse af det skrigende barn, mens forældrene går og derefter ignorering af barnet mens det sidder og småhulker på sin plads i klassen.

​

Hermed lægges grunden til barnets første skoleerfaringer. De erfaringer som burde give barnet et livslangt uddannelsesgrundlag. En livslang lyst til læring og udvikling. I stedet er der plantet angst, ensomhed og en følelse af at være forkert og udenfor. Det er ikke svært at regne ud hvordan disse ting kan hænge sammen med senere angst og utilstrækkelighedsfølelse med f.eks. cutting og spiseforstyrrelser til følge. Jeg ønsker ikke at male fanden på væggen, men jeg gør det alligevel, når jeg oplever at der er en voldsom stigning i antallet af børn og unge med overnævnte problematikker.

​

​

Det er slet ikke sikkert at det handler om at barnet ikke kan lide læreren eller de andre børn. For mange børns vedkommende handler det om det nye. Om de krav og forventninger der stilles (alle taler om hvor stort det er at skulle starte i skole og om alt det der skal læres). Det handler måske også om at skulle sige farvel i en nye situation blandt næsten fremmede voksne; og om at få flere indtryk end han/hun kan rumme. Alt sammen noget som bliver bedre med tiden, hvis bare barnet får en god begyndelse. Nogle børn er længere om at vænne sig til nyt end andre. Respektér dit barns grænser.

​

 

Hvem skal handle på skoleproblematikker? Hvem har ansvaret for at sikre børnene et sundt forhold til skolen? Det burde langt hen af vejen nok være samfundet, forældre og skole i samarbejde, men som det ser ud for tiden, så er der sjældent tid og mulighed for at gøre meget for det enkelte barn i skolen. Dette er i sig selv et problem, som er med til at gøre skolestart sværere for mange børn.

Sådan som verden ser ud lige nu, så har børnene kun ét sted at få hjælp – Hos forældrene. Vi må, som forældre, stå op for vores barn. Tale hendes/hans sag. Ikke med vrede, men med forståelse og anerkendelse. Så hvad er der af konkrete muligheder? Her følger nogle råd, som kan lette opstarten en del:

 

1. Tal aldrig bagatelliserende eller nedsættende om dit barns følelser. Følelser er altid reelle uanset om du synes det virker logisk eller ej. ”Det må virkelig være svært at være dig. Jeg ville ønske at jeg kunne trylle hele verden bedre”.

2. Fortæl (i børnehøjde) hvorfor du synes det er svært at stå i: ”Jeg skal på arbejde så vi kan tjene penge til huset og maden og du skal være i skole imens. Børn må ikke komme med på mit arbejde selvom det kunne være super hyggeligt. Jeg kommer nogle gange til at skælde ud fordi jeg tænker på mit arbejde. Jeg ville så gerne kramme dig hele tiden og så bliver jeg vred når jeg ikke kan”.

3. Lav MEGET præcise rutiner sammen med dit barn. Alt fra hvor skoene stilles, til madpakkens placering i køleskabet. Og altid i samme rækkefølge. Du kan først stoppe denne rutinetræning med barnet når du oplever at det hele kører automatisk uden at barnet afledes på vejen. Hjælp barnet ved at sætte ord på hver opgave: ”Sko og jakke. Taske på plads. Madpakke og drikkedunk op. Sæt dig på din plads”.

4. Udspørg ikke når du henter barnet. Men sæt ord på det du selv ser: ”Hov hvem er ham der. Hans navn kan jeg slet ikke huske? Eller: ”Sikke mange børn der er på legepladsen. De larmer og se lige hvor højt de store børn klatrer op”. Eller ”Må jeg se hvad der er i din skuffe?”

5. Et utrygt barn har brug for ekstra støtte. Det kan være at bamsen skal med hjemmefra i en periode, for ”Bamse har også brug for at komme i skole, men han er altså lidt nervøs så han skal have masser af kram”. Det kan også være et billede af mor i lommen eller en lille magisk sten, som I har tegnet et hjerte på ”For mit hjerte drømmer om dig mens du er i skole og jeg er på arbejde”.

6. Måske har dit barn brug for at sidde tæt på læreren i starten. Nogle børn kan bedst lide at blive afleveret til læreren og skal holdes lidt i hånden. Tal for dit barn. Det er ikke barnets ansvar at sætte ord på. Det er alt for store forventninger at stille til en 6-årig.

7. Hvis det hele er gået i baglås, så skal der begyndes forfra. Fortæl det tydeligt til dit barn: ”Det her skolenoget er vist gået i kludder. Vi må begynde forfra, så det kan blive godt”.

 

At begynde forfra betyder:

​

• Absolut ingen pres!!!!   

• Anerkendelse af følelser

• ALDRIG et ord om hvad man bør og skal når man er 6 år. I hvert fald ikke i morgen- og  farvelsituationen.

• Tal rutinerne igennem hjemmefra, så dit barn kender dem. Leg dem ind i løbet af dagen. Måske lav en sang om at sige farvel til hinanden eller et særligt farveltegn som kun I forstår hvad betyder.

• Tag ansvar og stil ikke barnet spørgsmål i morgen- og farvelsituationen. ”kom, nu går vi hen til læreren og så holder hun dig i hånden mens jeg siger farvel”. (Kan kun bruges hvis barnet kan lide sin lærer. Ellers kan det være en ven der skal holdes i hånden i stedet)

• Øv farvelsituationen hjemme sammen med far eller storesøster. Leg at far er læreren.

• Måske når I kun ud på fortovet den første dag og må vende om, fordi barnet går i panik (vrede, angst, går i stå). Giv tid. Ros for at barnet siger fra og mærker sig selv. Gå eventuelt et par skridt nærmere skolen hvis muligt. Vend så om og gå hjem og ros dit barn for at have klaret at komme så langt.

Næste dag når I måske lidt længere. Når dit barn begynder at tro på dig igen og mærker at du virkelig forstår og vil hjælpe, så inddrag ham/hende i udfordringerne: ”Hvor lang tror du vi klarer i dag – Måske hen til den røde mur?”

• Hvis barnet har nået at udvikle så megen angst at hun/han ikke kan komme hen til skolen, så lav en aftale med læreren om at I besøger skolen og læreren, lige når de andre børn er gået. Så kan I komme kort og hilse på læreren og måske prøve at sidde på stolen.  

• Hold fridage. Dit barn bruger mange kræfter på at være i skole. Når man er træt bliver man mere usikker og et barn som har det svært med skolen bør være frisk og oplagt så hun/han kan træne selve skolesituationen. Arbejd hjemme, tag orlov, inddrag bedsteforældre eller lignende, så barnet får nogle fridage. (Luk ørerne for normtanker – Dit barn er vigtigere end normer).

• Sygemeld dig fra arbejde, så du ikke føler dig presset mens I øver skole. Du må fortælle en lille hvis løgn om nødvendigt (stress er det eneste som kan få dig sygemeldt – Ikke barnets udfordringer). Igen – Luk ørerne for normer og dine egne tanker om hvordan man ’bør’ gøre. Det eneste du virkelig ’bør’ gøre her det er at sikre at dit barn får et godt forhold til skole og uddannelse og at han/hun ikke får psykiske vanskeligheder på sigt. Det er godt for alle parter – også samfundet som helhed. Du ser bare tingene i et større perspektiv. Hold fast i det.   

• Husk at du kender dit barn bedst. Du skal ikke diskutere med skolelærere eller pædagoger. Der kommer sjældent noget godt ud af at gå i krig på ord. Bare hold stille og roligt fast på at det er jeres metode og sig at du håber lærerne vil støtte op om det, så dit barn kan få et godt forhold til skolen, og så du selv kan være tryg ved det.

​​

God vind fremover.