SKAL børn græde når de starter i institution?

Om hvorfor indkøring bør tage den tid der er behov for

 

 

”Små børn græder altid lidt i begyndelsen”

”Det er bare fordi han ikke vil sige farvel”

”Hvis du smiler og virker glad så forstår barnet at det er trygt at være hos dagplejen”

”Sådan plejer vi altid at gøre”

 

Dette er fire eksempler på sætninger, som høres ofte i forbindelse med indkøring i vuggestue eller dagpleje.

Men er de udtryk for sandheden, eller siges de i virkeligheden, som et forsøg på at lindre mors og fars smerte ved at aflevere den lille pode?

 

Jeg har efterhånden oplevet mange børns indkøring, og hver familie har haft deres personlige ønsker og behov i den forbindelse. Mennesker er unikke og det er ingen formentlig uenig med mig i. Derfor kan der ret hurtigt gøres op med forestillinger om, at alle børn skal indkøres på samme måde, så dén med at: "Sådan plejer vi at gøre", er ubrugelig som argument. 

 

Der ud over er der tre afgørende forhold, som jeg mener, kommer til at påvirke resten af tiden i institutionen eller dagplejen, og som oftest også barnets forhold til både børnehave og skole:

 

• Mors og fars forhold til personalet

• Barnets første oplevelser med adskillelse og mestring af dette.

• Barnet første oplevelser med andre børn

 

Mors og fars forhold til personalet

De fleste er klar over at mors og fars tryghed ved personalet smitter af på barnet. Derfor er det utrolig vigtigt at forældre ikke presses til at forlade institutionen før de er parate. Det er muligt at en pædagog vurderer at barnet er parat, men hvis mor er usikker og nervøs for hvordan hendes lille pus har det, så er tiden ikke inde til et farvel endnu. En pædagog kan godt forsøge at lokke forælderen til at forlade barnet tidligere, ved at love at barnet har bedst af, at mor ikke trækker pinen ud, eller lignende, men desværre får det ofte den effekt at forældre i stedet bliver usikre på om pædagogen kan ’læse’ deres barn godt nok, og der kan opstå mistanke om hvad der sker på stuen, når ingen kigger. Hvis forældrene derimod får tid til at opleve hverdagen i institutionen, så vil trygheden og tilliden til personalet være langt større.

   

Der til kommer at det skaber tryghed for både forældre og barn, at forældrene kender nogle af de andre børns navne, institutionens rutiner, og legetøj. På den måde kan forældrene forberede barnet på dagen der vil komme, og et morgentræt, eller usikkert barn kan få en opkvikkende snak om hvem, eller hvad, det kan lege med i dag. Særligt sensitive børn (20%) og børn med tilknytningsforstyrrelser (gennemsnitligt 50 % af alle børn) vil have særligt gavn af dette. Nogle børn har stor glæde af at der tages billeder af det bedste legetøj og af primærpædagogen, så barnet kan kigge på det hjemme i opstartsperioden.

 

Når rutinerne er kendte, så giver det også mulighed for at mor og far kan øve nogle ting med barnet hjemme. Hvis der hos dagplejen spises rugbrødsmadder før frugtstangen, eller hvis det viser sig at barnet synes det er svært med overgange, så kan det øves hjemme samtidig med indkøringen. På den måde skabes der en helhedsfornemmelse for både barn og forældre. Det giver også mulighed for et tæt og givende samarbejde mellem personale og forældre.

 

At aflevere til en 'fremmed'

De færreste forældre ville aflevere deres lille et-årige til en fremmed dame på gaden, eller en ny nabo man har mødt et par gange, men det er egentlig hvad der forventes, når børn begynder i institution. Rent logisk kan forældre fortælle sig selv at det er anderledes, fordi damen er uddannet pædagog eller dagplejer, men instinktivt er det ikke sådan. Vi mennesker er meget beskyttende over for vores børn, og med god grund, for hundredetusinder af års evolution har lært os at børnene kun overlever, hvis vi er tæt på dem hele tiden. Sådanne instinkter er ubevidste, og ikke mulige at trylle væk på trods af de logiske tanker. Det er derfor at mange forældre selv sidder og græder i bilen, når barnet er afleveret, og derfor at de ringer et utal af gange i løbet af dagen.

Det handler om at lytte til sig selv og sin mavefornemmelse, så man ikke gør vold på sine følelser. Det er altså ikke mor, der er pylret, eller barnet der er pjevset, men derimod helt sunde og raske mennesker, som formår at lytte til sig selv og knytte bånd til sine nærmeste.  

Kun en oplevelse af at føle sig godt kendt med dagplejemor eller pædagog kan lindre denne ur-frygt.

 

Barnets første oplevelser med adskillelse. Og mestring af dette

For barnet er det endnu værre, for det lille barn har ingen logiske tanker, der fortæller det at instinkterne kan overhøres. Det lille barn kan ikke læse en artikel på nettet og konkludere at det er derfor han/hun bliver så ked af det. Det er derfor det lille barn protesterer voldsomt, når mor eller far siger farvel. Mest når det er mor, for et barn under 2 årsalderen er biologisk programmeret til at søge nærhed med den primære omsorgsperson, og det er typisk mor der har den rolle.

 

Denne søgen efter nærhed er ikke et tilfældigt overlevelsesinstinkt hos mennesket. Ud over urtidens basale overlevelsesmuligheder, så tjener denne nærhedssøgen også mange andre formål. Først og vigtigst er den basale tilknytning, der lærer barnet at verden er et trygt sted at være.

 

Et barn som oplever verden som tryg har overskud og mod til at udforske og lære mere. Tilknytning kan betragtes som en livline eller en faldskærm, og ingen ville vove at springe ud fra flyet uden faldskærm på. Der er derfor intet underligt i at et lille barn oplever det som skræmmende, når det sendes ud i verden uden livlinen. Det tager tid at forstå at der findes andre livliner, og den tid afhænger af en række ting. Herunder den tid det tager at skabe nye neurologiske nervebaner i hjernen, som hjælper barnet med at opleve sin dagplejemor som livline nummer 2. Og nye neoroligiske baner tager lang tid at bygge.    

 

Mor forsvinder

Først når barnet er omkring 8-10 måneder har det udviklet sin hjerne nok til at forstå at mor ikke forsvinder helt, når hun er ude af syne, og så kan barnet begynde at arbejde med sin utryghed ved at blive forladt. Det er derfor små børn leger titte-bøh et utal af gange. De træner og udvikler hjernen, så den kan kapere at mor ikke bliver væk for evigt.

Indtil 1½ årsalderen udvikles denne hjernedel videre og først omkring 2-3 år begynder barnet at få en tidsfornemmelse i forbindelse med mors forsvinden. Indtil da kan barnet blive angst ved bare kort adskillelse fra mor. Børn er dog meget forskellige, og nogle kan tidligt rumme længere adskillelse uden problemer, mens andre har meget svært ved det. Hvor meget barnet kan rumme afhænger af barnets (og mors) forhold til far/andre nære personer, af barnets biologiske udvikling og alder, af tilknytningens styrke, hjemmets daglige aktiviteter, af barnets medfødte sensitivitets- og stresstærskel og meget andet.

 

Børn over 1-1½ år kan godt lære at have (få) andre tilknytningspersoner, men det tager tid, og de kan have meget svært ved at miste denne person igen.

 

Nogle børn ’holder’ på sig selv i institutionen og virker umiddelbart legende og engagerede, men bryder sammen når mor eller far henter. Disse børn er ikke trygt knyttet til personalet, men er derimod i en venteposition, hvor de udskyder deres behov for nærhed, kærlighed og følelsesmæssig læring til de kommer hjem.  

 

For nogle af de børn, som er meget følsomme kan tabet af primærpædagogen, som skal til pause, eller dagplejemor som skal putte et andet barn udenfor genaktivere angsten for adskillelse fra mor om og om igen. Disse børn har brug for særlig langvarig indkøring og stor betænksomhed fra personalets side.

 

For at sikre sig et trygt forhold til personalet må der bruges tid på indkøringen. Barnet skal lære et nyt menneske, eller flere, at kende og det skal opleve at det kan bruge denne nye person til trøst, kram og putning. Hvor længe er vi voksne mon selv om at få en ven, som vi føler vi kan græde med og trøstes hos? Der er ofte tale om årelange venskaber, men vi forventer at vores børn skaber det samme på få dage eller uger. Som minimum bør vi give plads til at vores børn kan søge en hånd at holde i, inden vi forlader dem i en institution med konstante udfordringer og indtryk.  

    

Adskillelse

De første oplevelser barnet får i forbindelse med adskillelse fra mor sætter sig dybe spor. Det første år af et barns liv vokser hjernen voldsomt. De nerveforbindelser der dannes i denne periode bliver før-bevidste – det vil sige at de sætter sig i kroppen uden en sproglig forbindelse. Senere i livet kan disse første oplevelser være svære at arbejde med, fordi de ikke kan italesættes, men kun fornemmes. Når voksne mennesker oplever angst og depressioner, men har svært ved at se hvorfra det stammer, så kan det skyldes før-bevidste erfaringer.

 

Det er også i denne periode at barnet danner sine første oplevelser af hvordan verden hænger sammen rent logisk. Udviklingspsykolog Daniel Stern kalder disse logiske forestillinger om egne og andres handleparametre for RIG’s. Barnet finder blandt andet ud af hvad andre gør, når det er ked af det, eller når det kalder på hjælp. Og ikke mindst oplever barnet i denne periode også de første små sejre i forhold til at have kontrol over sig selv og sin egen personlighed. Det som senere fører til selvstændighed, mod og følelse af at kunne agere i sit eget liv, i stedet for at være en medløber eller passiv modtager.

Derfor er barnets basale oplevelser af farvel, og møde med nye mennesker og børn, afgørende for resten af dets liv og forhold til sig selv. Særligt når de gentages gang på gang ved hver eneste aflevering.

 

Hvis mor eller far reagerer på barnets gråd ved at gå deres vej, så bliver den før-bevidste RIG altså at nære personer forlader en, selvom man kalder på dem. En dybtliggende følelse af ensomhed er så ved at grundlægges. Hvis dagplejemor må rive barnet ud af mors favn, så bliver den første oplevelse med andre mennesker at det er nogle som griber fat i ens krop og gennemtvinger deres magt til trods for barnets forsøg på at fortælle at det ikke kan klare det. Der er ingen positiv læring i dette for barnet, for han lærer hverken at sige farvel med sine følelser i behold, at passe på sig selv, eller at stole på andre mennesker.

 

Positiv mestring ville det derimod være, hvis barnet fik en stærk oplevelse af at mor lyttede og passede på ham. At dagplejemor er et sødt og kærligt menneske, der respekterer ham, og hvis han får en oplevelse af at have klaret noget som var svært uden at gå i stykker inden i. Et barn med disse første oplevelser vil være rustet til adskillelse og tab senere i livet, og han vil opleve sig selv som et menneske, der er respekteret og afholdt, og som selv kan styre sine følelser.

 

Små børn bør egentlig være hjemme

Reelt set er små børn ikke klar til at adskilles fra mor, før ved 2-3 årsalderen. Der er heller ingen sociale argumenter for dette, for barnet er ikke i stand til at lege rollelege, eller skabe nære venskaber før den tid. Indtil 2-3 årsalderen leger barnet parallellege, hvor det efterligner andre. Barnet lærer ved at efterligne, men det er begrænset hvor meget en 1-årig får ud af at efterligne en anden 1-årig, når formålet med efterligningerne er at lære om basale dagligdagsting, så barnet kan forstå sin omverden, og sin egen rolle i den. Barnets mål er ikke egentlig leg endnu. Det er derfor den 1-årige elsker at hjælpe far med at putte vasketøj i vaskemaskinen, og at vaske op sammen med mor. Først når disse basale ting er på plads begynder barnet at lege rollelege, så som far-mor-barn sammen med andre børn.

 

Der til kommer at en 0-2 årig er fuldstændig ude af stand til at passe på yngre børn, og at udsætte egne behov mere end få minutter af gangen. Stilles der for store krav til barnet omkring disse ting, så beder vi barnet om noget som er umuligt for det at forstå, da hjernen ikke er udviklet til det endnu og i værste tilfælde skaber vi børn med mindre empati og/eller med megen forvirring og uro. Det sidste bliver desværre siddende i kroppen, idet det er de nerveforbindelser der skabes og styrkes i den mest fundamentale udviklingsperiode.

 

Desuden bliver barnets evne til at håndtere stress nedsat, når det udsættes for oplevelser, som gør det angst eller ude af stand til at finde løsninger og mening. Et lille barn på 1½, som endnu ikke har tidsfornemmelse og sproglig styring af egne tanker kan ikke finde mening i en situation hvor det bliver bedt om at vente en halv time, mens dagplejemor trøster et andet barn. Det kræver stort kendskab til barnet før dagplejemor kan hjælpe ham med at håndtere en situation som denne, og barnet kan kun bruge hendes instrukser hvis han føler sig knyttet til hende.

Stressende faktorer i de første barneår giver varige skader, som gør barnet mere følsomt over for stress resten af livet, og da stresshormoner også hæmmer indlæring, empati og koncentration, så går vigtige udviklingsmuligheder tabt i de mest kritiske barneår.

    

At gå med et smil

Nogle gange bliver forældre opfordret til at forlade barnet, mens de smiler og vinker. Men det er rigtig skidt, for små børn har brug for at få spejlet deres følelser for at kunne forstå dem. ”Det er i moderens øjne at barnets ser sig selv”, siger psykoanalytiker og en af tilknytningsteoriens grundlæggere Donald W. Winnicot.

Hjemme ville du formentlig heller aldrig smile til dit barn når han græder, endsige gå din vej. Forældre har en naturlig fornemmelse for at spejle deres børn, og det er rigtig godt og sundt, for når lille Emil oplever at mor genkender og efterligner den følelse han mærker indeni, så kan han opleve den og forestille sig at mor kan have samme følelse. Det er altså de første spirer til selvforståelse og indlevelse vi skaber her.

 

Børn som ikke spejles korrekt kan ikke tolke deres egne følelser, og de vil blive mindre empatiske over for andre. Børnene vil på sigt mangle evnen til at forstå hvad deres krop fortæller dem, og de vil ikke kunne reagere og beskytte sig selv mod f.eks. stress eller angst for de genkender ikke følelsen, før det er for sent. Der er ikke lavet undersøgelser omkring børns indkøring, hvor der fejlspejles ved farvel, så ingen kan sige noget om hvilken effekt det har på sigt, men det må antages at det kan have effekt på senere oplevelser af tab og sorg og i forbindelse med evne til at sige fra.

 

Spejl derfor hellere barnets følelser og anerkend dem med ord og et ekstra kram. Fortæl barnet at det nok skal gå alt sammen.   

 

Barnets første oplevelser med andre børn

Institutionslivet er ofte barnets første rigtige og længerevarende oplevelser med andre børn. Et lille barn udforsker verden fra sin trygge base. Han kravler lidt væk fra mor og undersøger legetøjet, eller de andre børn. Hvis han bliver forskrækket eller usikker, så vender han sig om og kigger på mor, for at se hvad hun mener. Eller også skynder han sig tilbage til hende, så hun kan passe på ham og så han kan lade op til endnu en tur ud i verden.

 

Et lille barn, som ikke har en tryg base at udforske verden fra, vil være ekstremt utryg og han vil ikke have nogen, som kan vise ham hvordan han bør reagere. Derfor kan han gå i panik, når et andet barn falder over ham, eller hvis han bliver ramt af et stykke legetøj. Han kan også blive utryg hvis et barn i lokalet græder, eller hvis der kommer andre forældre ind i lokalet, som måske taler højt eller tager dagplejemors opmærksomhed en tid. Et barn, der ikke har nogen at forholde sig til kan udvikle uhensigtsmæssige reaktioner. Bid, slag og løben væk, eller konstant behov for at blive båret på, er eksempler på dette.

Børn finder altid en måde at klare sig på, men uden voksenhjælp bliver metoderne sjældent særlig heldige og disse første metoder hænger godt fast, for de er som sagt tidligere; førbevidste og blandt de tidligste og mest basale erfaringer. Kun ved en solid tryghed ved dagplejemor, eller pædagog kan barnet bruge en anden person end mor til at opnå gode færdigheder i svære situationer.  

 

Når vi alligevel skal sende barnet af sted

Desværre er vores samfund skruet sådan sammen at de små må af sted i institution selvom de ikke er parate. Der er dog noget vi kan gøre for at lindre denne ærgerlige tendens en hel del.

 

• Vi kan sikre at barnet får trygge basale oplevelser og respekteres, som menneske til trods for at det ikke kan bruge ord endnu (hvem ville flå en skrigende 9 årig ud af sin mors arme fordi han skulle i skole? Og hvem ville sende en stortudende teenager af sted om morgenen?). Barnets eneste kommunikationsmiddel er gråd og gråden kan være meget forskellig alt efter hvor angst eller utryg barnet er. Lad være med at rive et barn væk fra dets mor, og lad være med at forlade et barn som græder voldsomt, eller som går i stå af angst.

• Se på barnets signaler. Hvis et ellers velfungerende barn holder op med at spise, bliver passiv eller begynder at sove ekstremt dårligt, så går det for hurtigt med indkøringen. Barnet kan ikke følge med neurologisk. Træd et skridt tilbage og følg det tempo som barnet kan rumme.  

• Lad barnet opleve at primærpædagogerne eller dagplejemor er tryg at være hos, før barnet efterlades alene med hende.  Et barn der græder meget ved aflevering er ikke tryg. Et barn der må fastholdes er absolut ikke tryg! Husk at vrede også er tegn på desperation og afmagt hos barnet.

• Lad være med at sige farvel til barnet før mor og far er klar til det. En dagplejemor burde ikke have noget at skjule, så der burde ikke være noget problem med at en af forældrene er til stede nogle timer om dagen i en længere periode. Mor og far skal selvfølgelig prøve at trække sig lidt, så der bliver plads til at pædagogen får kontakt til barnet. Forældre bør også huske at dagplejemor har meget at se til, så lad være med at insistere på at snakke meget. Tag i stedet en bog med, eller sæt jer ude på gangen.

• Lad være med at lyve for barnet. Smil ikke, hvis dit barn er ulykkeligt, men støt i stedet ved at sige at han nok skal klare det, og at du snart kommer igen.

 

Børn som får en tryg indkøring græder ikke. De holder ikke op med at spise, og de begynder ikke at sove meget dårligere om natten. De kan dog få lidt mareridt og være fyldt med tanker lige før sengetid i en længere periode, men det er udtryk for bearbejdning af dagligdagens oplevelser, og er netop et eksempel for det store pres et barn udsættes for ved vuggestuestart.

 

Små børn er lette at aflede, hvis de er nogenlunde trygge. Derfor græder trygt indkørte børn sjældent i begyndelsen. Nogle børn begynder at græde lidt, når de har lært institutionen at kende, og det hele ikke er så spændende mere, selvom de føler sig trygge. Denne gråd er udtryk for at det er svært at sige farvel til mor, og ikke fordi barnet er utrygt. Her er det vigtigt at trøste og støtte barnet i at få et godt farvel sammen med en pædagog, som barnet føler sig tryg ved.

 

Nogle gange kan børn have ’dårlige dage’ præcis som voksne kan, og på disse dage kan forældre med fordel afsætte lidt ekstra tid til aflevering. Leg lidt med barnet på stuen inden du går og forbered på hvornår du går: ”Om fem minutter, så siger jeg farvel”.

    

Hvem skal aflevere    

I indkøringsfasen synes mange at det går nemmere, hvis det er far der afleverer. Det er ganske logisk, for ofte er det lille barn ikke så nært knyttet til far, som til mor endnu. Når det er far der afleverer er der således ikke nogen at søge tryghed hos, så barnet lader sig aflevere uden større protester. Det er nemt for forældrene, men det lille barn lærer ikke at mestre sine følelser, eller at blive tryg ved dagplejemor og det lærer heller ikke at rumme et farvel. Jeg anbefaler derfor at mor tager sig den tid det tager til at køre ind, og at personalet selvfølgelig formår at støtte hende i det svære farvel, og lader hende bruge den tid hun har behov for, så mor også kan føle sig tryg ved de mennesker hun afleverer sin guldklump til.