Får de andre skylden?

 

Emil spiller med bold indendørs. Han ved godt at han ikke må, og det går da også galt da vasen smadrer. Mor kommer ind og bliver temmelig sur. Emil bliver rasende. Han råber af mor: ”Du har stillet vasen et dumt sted. Havde du stillet den derhenne, så var det jo ikke sket”. Mor bebrejder Emil at han spiller bold indendørs, lige indtil Emil begynder at benægte det: ”Jeg har ikke spillet herinde. Jeg skulle bare flytte bolden”. Diskussionen eskalerer voldsomt og hurtigt for mor bliver ved med at påpege det indlysende, at Emil havde kastet med bolden, for ellers kunne vasen jo ikke smadre. Emil benægter alt og bliver mere og mere rasende. Til sidst råber mor at Emil skal gå ind på sit værelse, for hun vil ikke finde sig i alle hans løgne. Emil går, men på vejen smækker han med dørene og vælter et par ting ned fra køkkenbordet.

 

Nogle sensitive børn – og især de signalstærke – kommer ofte ud i disse situationer. De lyver om det, der er sket, selvom det er fuldstændig indlysende at de bærer skylden. Børn der lyver så tydeligt kan få de fleste voksne (og andre større børn) til at blive stiktossede. Løgne af denne slags føles som en hån mod andre og er helt uacceptable. Det kan virke som om barnet fuldstændig mangler evnen til empati og indlevelse, eller tolkning af situationen. Når barnet i andre situationer nemt kan leve sig ind i andres oplevelser og snakke med om store emner som ærlighed og retfærdighed, så bliver frustrationen ikke mindre hos de voksne omkring barnet. Man kan hurtigt nå til den konklusion at barnet er decideret uartig, provokerende eller ondskabsfuld.

 

Men for at forstå hvad der sker i barnet er man nødt til at huske at man har med et barn at gøre, som har enormt store følelser. Følelser, der normalt (i andre situationer) kan få dem til at blive meget vrede over, eller kede af, når noget er uretfærdigt eller usandt. Det er børn som ofte føler sig forkerte. Enten fordi de får meget skæld ud i kraft af deres aktive, diskuterende facon, eller fordi de føler sig anderledes end deres kammerater. Det er børn, der som alle andre børn, gerne vil samarbejde, men de har rigtig svært ved at gøre det rigtige, når kroppen og følelserne driller.

 

Børn med så store følelser kan føle sig ekstremt dårligt tilpas, når de gør noget som er åbenlyst galt. Mange af børnene kan beskrive hvordan de føler sig fysisk dårlige med opkastfornemmelser, voldsom svimmelhed eller hovedpine eller ekstrem uro i hele kroppen, når de får gjort noget som kan få andre til at blive vrede eller kede af det. For mange af disse børn er det så ofte at de oplever den forkerthedsfølelse blandet med skammen over at gøre noget dumt, at deres krop begynder at reagerer helt uden at tankerne er med. Hver gang noget ubehageligt sker, så sætter kroppen straks gang i hele alarmberedskabet. Det kan betyde at barnet meget hurtigt eskalerer til voldsom vrede eller gråd og det kan se ud som om det slet ikke giver mening.

 

Børn som oplever noget meget traumatisk vil adskille sig fra følelsen ved at splitte sine tanker op i to. Der vil være en del af barnet som befinder sig i selve den traumatiske situation, men kun det ’gode’ og ’rigtige’ huskes. Den anden del af barnets tanker vil blive gemt meget langt væk, sådan at barnet kan blive ved med at fungere til trods for de ’grimme’ og voldsomme følelser.

Det ’grimme’ kan gemmes væk på flere måder. Barnet kan helt benægte at det har oplevet noget slemt, eller barnet kan projektere følelsen over på en anden.

Projektion er en ret almindelig psykologisk forsvarsmekanisme hos alle mennesker. Hos børn kan den bare være meget tydelig, fordi den stadig befinder sig på et meget primitivt stadie.

Når de sensitive børn gør noget ’forkert’, så er deres følelse af skyld og skam, så stor at de kan opleve den som et decideret traume. De kan ikke bære at være så ’forkerte’ og derfor må de adskille sig fra tanken. Det gør de meget ofte ved at projektere følelsen over på en anden. Oftest på mor, fordi mor er omsorgsgiveren og den barnet føler sig mest skyldig overfor, fordi det ikke ønsker at være vred på søde og rare mor, men det kan endnu mindre bære at være vred på sig selv.

 

 

Gode råd når dit barn lyver omkring ting det burde føle skyld over:

 

• Lad være med at tro at dit barn er empatiløs. Hvis barnet normalt kan snakke med om sådanne situationer, der ikke vedrører ham eller hende, så er der ikke noget galt med empatien.   

• Prøv at bevare roen. Når du bliver vred eller ked af det, så gør du barnets følelser af at være forkert værre og dermed øges sandsynligheden for at barnet adskiller sig fra følelsen. Tag hellere snakken om din knuste vase senere, når barnet kan rumme det.

• Tænk på at dit barn ikke lyver for at provokere eller give en anden skylden, men fordi han eller hun ikke kan holde ud at føle sig så skyldig. Tag derfor udgangspunkt i at barnet er ked af at have ødelagt vasen i stedet for at lægge mærke til hvor han/hun placerer skylden. Sig f.eks.: ”Vasen er gået i stykker. Det er møg ærgerligt. Lad os se at få samlet glasskårene op”.

• Når barnet lyver, så ignorer det. Snak videre fuldstændig som om du ikke hører løgnen, for den betyder egentlig ikke noget for barnet, men kan hurtigt komme til at få al for stor betydning og blive til et endnu større problem, hvis vi voksne fokuserer for meget på den.

• Husk på at disse børn som regel er udmærket klar over at de ikke må lyve. Du behøver ikke gentage det om og om igen. Det gør bare følelsen af at være et ’dårligt’ barn endnu værre.

• Hav også i tankerne at barnet måske ikke er klar over at han eller hun lyver. Der kan som sagt være tale om en ret almindelig forsvarsmekanisme, der betyder at barnet fuldstændig deler sine tanker op. Derfor er han eller hun måske slet ikke klar over at det er en løgn. Jo tungere vreden (skammen) bliver, des mere kommer løgnen til at føles som sandheden, for barnet.   

• Tænk på at barnet lyver fordi han eller hun i virkeligheden mangler evnen til at bede om den omsorg han eller hun har allermest brug for. Den omsorg, der fortæller barnet at han/hun er elsket selvom han/hun laver fejl og ’dummer’ sig. Jo mere barnet føler sig rummet, des bedre kan han eller hun magte at føle skylden og skammen, og dermed forsvinder behovet for at projektere følelsen over på en anden.