De signalstærke børn er ikke som børn er flest. De er mere krævende, udadreagerende, tydelige, sensitive, intense, voldsomme, udforskende, flagrende og larmende end mange andre børn.

Signalstyrken er en medfødt del af personligheden. Ligesom det sensitive er. Det signalstærke barn er født med en hjerne, der konstant modtager og giver rigtig mange informationer, og som lader alle disse informationer komme til udtryk gennem blandt andet kroppens bevægelser. Barnet kan ikke lave sin hjerne om. Men det kan lære at bruge sin krop og personlighed på en konstruktiv måde, som ikke generer hverken barnet selv eller andre. Denne lærdom tager lang tid, og kan ikke dannes gennem konsekvens og pres, idet denne tilgang i stedet vil give barnet endnu mere uro i kroppen og dermed gøre det endnu vanskeligere at lære at håndtere de mange indtryk.

Et signalstærkt barn der høres og ses og som ofte skældes ud og irettesættes, for noget, som barnet ikke kan ændre på, jævnfør sin personlighed, vil med tiden få en dårlig selvopfattelse. Barnet vil føle sig forkert og det vil måske helt opgive at forsøge at gøre det ’rigtige’, for det kan jo ikke lade sig gøre alligevel.

Et barn der føler sig forkert og som opgiver håbet om at blive ’set’, vil have meget svært ved at koncentrere sig og at lytte til velmenende voksne. Det kræver ro i krop og sind for at man kan lære nyt. For megen uro giver i stedet mavepine, kvalme, hovedpine, kriller i kroppen, problemer med at spise, problemer med stresshormoner i kroppen, som igen kan aktivere uheldige impulsive handlinger, der ikke giver mening for hverken barn eller voksen.

Jeg har mødt signalstærke børn med megen stress og angst. Børn som i skolen blev vurderet som voldelige og umulige at ’nå’. Disse børn kunne på grund af deres sensitivitet og manglende basale håndteringsevner, ikke rumme skolen og reagerede uhensigtsmæssigt.

En dreng fortalte mig at han ’bare’ pludselig gik amok, og han vidste selv ikke hvorfor. Mens han fortalte det fik han et voldsomt angstanfald, hvor han hyperventilerede så kraftigt at hans læber blev helt blå og han endte med at ligge sammenkrummet nede på gulvet i fosterstilling. Han kunne ikke forklare hvad der skete, men han kunne fortælle, at når de andre børn kom hen til ham, mens han havde det sådan, så slog han dem for han ville have dem til at gå væk.

Jeg har mødt signalstærke børn, som havde udviklet en depression og ikke længere fandt nogen mening med livet. Der skulle næsten intet til at få dem til at bryde sammen i gråd. 

Børn som allerede i børnehavealderen sad alene i et hjørne og rokkede, for at kunne komme gennem dagen.

Signalstærke børn kan ende med at få diagnoser. De kan få stress, blive depressive, angste eller få personlighedsforstyrrelser. Det er særligt sensitive børn, og det medfører i sig selv en risiko for følgeproblemer, da sensitive børn ofte misforståes og generelt har en lavere stresstærskel. Når man lægger omverdenens ofte negative opfattelse af børnene oven i deres sensitivitet, så øges risikoen yderligere.

Det er ikke sjældent at disse børn opfattes som uopdragne, irriterende, forstyrrende, alt for impulsive og udspekulerede. Mange forældre bliver hårdere i deres opdragelse hjemme, samtidig med at alle disse prædikater lægges på, for forældrene (og fagpersoner) giver ofte egne løse rammer skylden for deres børns dårlige opførsel. Tilbage står barnet med alle sine store følelser, og føler sig misforstået, alene og er nødt til at finde sine egne måder at ’overleve’ på.

Børn er generelt meget dårlige til selv at finde konstruktive overlevelsesmetoder. De har brug for voksenhjælp. Børnenes metoder bliver næsten altid aggressivitet eller passivitet i større eller mindre grad. Børnene kan ikke selv lave aftaler om pauserum, sætte ord på følelserne indeni, fortælle sig selv at de bare føler stærkt eller lave øvelser som kan give bedre håndtering af vanskelige situationer.

Signalstærke børn er ikke syge børn. De er stærke, tydelige, nysgerrige og modige.

De har som udgangspunkt ingen diagnose. Men de er i stor risiko for at få en.

Bedste forsvar mod at det ender så galt er viden og værktøjer. Og så masser af kærlighed og tro på at barnet ikke er irriterende og larmende med vilje, men fordi det mangler redskaber til at håndtere følelserne med.