Anerkendende Metode

Og Lyttende tilgang

 

 

Spørger man de fleste mødre, fædre, lærere eller pædagoger vil de mene at de benytter sig af anerkendende pædagogik. Det er nærmest et skældsord at beskylde nogen for ikke at bruge det.

Men anerkendende tilgang er faktisk en speciel måde at forstå verden på og det kræver solid efteruddannelse eller træning at kunne bruge den i praksis. Der er altså ikke tale om en metode man kan lære på et 2 ugers kursus, men man kan tilstræbe at lære mere gennem sit daglige samvær med børn og mange af teknikkerne kan med stor fordel bruges selvom man ikke kender den tilbundsgående metode.

 

Vi påvirker hinanden i gensidige relationer

Anerkendende metode er bygget på den systemiske teori, der understreger at alle mennesker er del af relationer. Et problem hos et barn kan derfor aldrig opfattes som barnets problem, men snarere som familiens, klassens eller børnehavens problem. Børn kan selvfølgelig have deres egne medfødte særpræg, men det er omverdenens reaktioner på dette særpræg, som bestemmer hvordan særpræget kommer til udtryk. Derfor vil en anerkendende pædagog eller lærer aldrig sige: ”Han er besværlig” eller ”Hun vil altid dominere legen”. De vil i stedet stille sig undrende: ”Hvorfor mon hun virker så dominerende?” eller ”Er der mon noget der gør livet svært for ham siden han virker så besværlig”. Bemærk at barnet ikke er et problem, men har et problem, når man tænker anerkendende.  

 

Vi forstår verden forskelligt

Den systemiske teori siger endvidere at alle har deres egen måde at opfatte verden på. Hvordan vi opfatter verden afhænger af vores sanseapparat, vores tidligere oplevelser og vores krop. Man kan kun mødes med et andet menneske så længe man mødes på midten, dvs. at vi er nødt til at være enige om at være enige, for vi har ingen mulighed for at se verden gennem den andens øjne. Når vi derfor prøver at tvinge regler eller rammer ned over et barn, som ikke forstår verden ud fra samme forståelsesramme som os selv, så er kommunikationen dømt til at mislykkes.

 

Hvis vi, som de voksne, ikke formår at vise barnet at vi er villige til at prøve at mødes i et fælles perspektiv, så vil barnet ikke lære andet, end at det er ok at bestemme over andre med udgangspunkt i sin egen verden. Eller sagt på en anden måde – barnet lærer ikke empati.

 

Børn kan så reagere forskelligt på direkte eller indirekte tvang – De kan være ’søde’ og forsigtige børn som accepterer at de voksne ikke vil forstå og at det derfor er meningsløst at forsøge at vise hvem man virkelig er. Det er børn som bliver stille og som gør hvad der bliver sagt uden at ane hvorfor, og uden at have sig selv med i det. Disse børn bliver nemt usynlige og får tilmed ros for at være det og opbygger således et billede af at det er bedst at udslette sig selv for så er man ’god’.

 

Andre børn kæmper med næb og kløer for at vise hvem de er. De VIL forstås og høres, men har ingen redskaber til at gøre det på en fornuftig måde. Jo oftere disse børn sendes væk fra fællesskabet, straffes, sanktioneres eller lignende for deres forsøg på at vise hvem de er, des mere overbeviste bliver børnene om at de ER et problem. Når man tror at problemet ligger i én selv, så er der ikke langt til selvudslettende adfærd i form af vold, hyperaktivitet, tilbagetrækning, ødelæggelse af venskaber, kontaktvægring, selvbeskadigelse (herunder slåskampe, stoffer, læringsvægring, spisevægring, nægtelse af fysisk kontakt og usympatisk adfærd der får andre til at understrege barnets selvhad).

 

At være anerkendende

Den anerkendende forælder eller fagperson spørger sig selv hver eneste dag: ”Hvad er barnets historie og hvordan ser verden ud med hans/hendes øjne?”.

Den anerkendende forælder eller fagperson er meget bevidst om sit sprog og at hun selv er med til at skabe barnets reaktioner. Hun vil derfor ofte spørge sig selv: ”Er der mon noget jeg kunne gøre anderledes, så barnet og jeg bedre kan mødes på midten?”

Den anerkendende forælder eller fagperson prøver ikke at ændre barnet, så det passer til hans eget verdensbillede, men accepterer at vi er forskellige og f.eks. samfundets rammer kan være svære for nogle.

 

 

Lyttende og anerkendende

Den anerkendende forælder eller fagperson formår at ’se’ barnet og forsøger at sætte ord på barnets følelser og oplevelser, så det lærer sig selv og andre at kende. Når man tilmed er lyttende, så formår man at reagere og tilpasse sin egen adfærd, så den støtter barnet. Den lyttende metode er altså en overbygning til den anerkendende pædagogik. At ’lytte’ kan have to betydninger. Det kan betyde at du hører hvad der siges; og det kan betyder at du virkelig hører hvad der siges. Når man virkelig lytter, så vil det unægtelig medføre en handling. Man kan ikke bare feje den andens ord af og fortsætte sit liv uden at være påvirket. Når man virkelig lytter så mærker man den andens følelser indeni og man er intens og nærværende. Den lyttende forælder eller fagperson handler aktivt, fordi samvittigheden og følelserne driver én til det. Når man virkelig lytter kan man ikke sende et grædende barn ind på værelset fordi hele ens krop gør modstand. Man må reagerer fordi noget føles forkert. Når du virkelig lytter så er du medfølende og således mærker hvad barnet prøver at fortælle dig.

 

Anerkendende metode bliver nemt en sovepude, der gør alt okay, hvis ’bare’ man anerkender barnets følelser. Kombinerer man det med lyttende tilgang så er dette ikke længere en mulighed. Man vil unægtelig begyndte at inddrage barnet i beslutninger som vedrører ham eller hende fordi det vil falde helt naturligt.

 

Eksempel 1:

Anerkendende: ”Ja det er svært for dig at skulle i skole i dag. Jeg kan godt se at du oplever angst og er ved at bryde helt sammen, men man skal jo passe sin skole ved du nok”. (Der er for resten intet anerkendende i at ende en sætning med et ’men’, for det er dette ’men’ som barnet husker. Det ’men’ der betød at barnet ikke blev forstået)

Lyttende sammen med anerkendende: ”Ja det er svært for dig at skulle i skole i dag. Jeg kan godt se at du oplever angst og er ved at bryde helt sammen – Måske skulle vi holde fri i dag, så du kan få lidt ro i din krop. Hvad tænker du om det?”

 

Eksempel 2:

Anerkendende: ”Jeg kan godt høre det er svært for dig når du skal sige noget i rundkredsen, men jeg tror godt du kan”.

 

Lyttende og anerkendende: ”Jeg kan godt høre det er svært for dig når du skal sige noget i rundkredsen. Ved du hvad næste gang så kan du prøve at hviske det til mig i stedet, hvad siger du til det?”

 

Med kun den anerkendende tilgang lærer barnet måske nok om sine følelser, men det lærer også at følelserne ikke er relevante og ikke skal bruges til noget. Tilmed mister barnet hurtigt tiltroen til den voksne, som ikke formår at gøre anerkendelse til en handling, for det er jo temmelig dobbeltmoralsk at sige man forstår, og så samtidig presse barnet ud over dets grænser. Børn som oplever denne dobbelthed hos de voksne er ofte meget forvirrede og kan blive meget frustrerede. De kan være svære at aflæse fordi de ikke ved hvad der er rigtigt og forkert, så deres sprog og reaktioner bliver ofte modsatrettede, impulsive og svingende. Der er en vis sandhed i det gamle ordsprog: Børn gør som vi gør. Ikke som vi siger!

 

At være reelt anerkendende og lyttende kræver altså at du er villig til at handle aktivt på barnets udsagn. Det kræver refleksion, nysgerrighed og kreativitet.

 

Betyder det at man ikke må sige nej?

Børn som er vant til at blive lyttet til kan sagtens tåle en afvisning, eller at der er ting som bare ikke kan lade sig gøre. Børn som ofte føler sig overhørt har meget svært ved et ’nej’ og nogle kan næsten ikke rumme det. De opfatter et ’nej’ som et nej til deres person og ikke som et nej til noget uden for dem. Derfor bliver sådan et barn ramt på sin allerstørste frygt, nemlig frygten for at mor og far ikke elsker dem. Dette bliver senere til voldsomme reaktioner, når venner eller lærere siger fra over for børnene, fordi barnet mindes om denne frygt i alle lignende situationer.  

 

At være en anerkendende fagperson eller forælder betyder ikke at man skal føje barnet på alle måder. Det betyder snarere tværtom, at man skal finde midten mellem en selv og barnet. Det handler om hvordan man siger fra, så ingen pålægges skyld. For at kunne gøre dette må man vide noget om børns udvikling eller i hvert fald se nøje på sit barn og få en fornemmelse for hvad han/hun egentlig formår på nuværende tidspunkt. Det lille barn har brug for at man strækker sig lidt længere end det større barn, men omvendt kan nogle større børn have det så svært at de midlertidigt har brug for at blive mødt der hvor de er. Man er ikke anerkendende hvis man for eksempel forventer at en 2 årig kan forstå at alle de andre også skal prøve trampolinen, for det er ikke muligt i en 2-årigs hjerne at tænke sådan. I stedet må man støtte lidt ekstra så der kan blive plads til alle børn, så vidt muligt. Som fagperson er det en selvfølge at man har sat sig ind i børns hjerneudvikling, og som forælder kan man som regel fornemme barnets kompetenceniveau. Tager man fejl kommer der en reaktion og så må man tilpasse sine forventninger – Det er anerkendende og lyttende tilgang.  

 

Den anerkendende forælder eller fagperson passer også på sig selv. Man må gerne sige fra. Man kan sagtens være anerkendende samtidig med at man siger nej: ”Jeg vil ikke lege mere nu for jeg er træt. Kan du sidde og se lidt på din tablet nu?”. Der er intet galt i at holde på dit udsagn og bliver ved med at understrege at du ikke vil lege mere nu. Der er heller ikke noget galt med at barnet bliver vredt eller ked af det. Så trøster man, men holder stadig på at man har brug for en pause. Et barn som er vant til at blive mødt anerkendende vil ikke gøre meget vrøvl. Er barnet ikke vant til denne metode, så kan det tage tid for ham eller hende at mærke at det er ok at lege lidt selv og forventninger skal skrues betydeligt ned i overgangperioden, så han måske kun leger alene i få minutter i begyndelsen.

 

Du er ikke anderkendende når du:

• Tænker at barnet bare har brug for struktur og rammer, så kommer han/hun til at opføre sig ’rigtigt’.

• Straffer barnet eller fratager det privilegier fordi det har gjort noget som DU ikke synes var i orden.

• Forestiller dig at barnet må lære at tilpasse sig, så han/hun kan klare sig i samfundet

• Læser i en bog at dit barn skal spise fast føde ved 6 måneders alderen, og derfor presser barnet til at spise selvom han/hun vender hovedet væk og viser at hun/han ikke er parat

• Holder op med at amme om natten fordi en sundhedsplejerske har sagt at det er godt, selvom dit barn bliver meget ulykkeligt og tydeligt viser at hun/han ikke er parat til at miste den tryghed

• Giver din baby i armene på andre voksne selvom han klynker eller græder, fordi du mener han SKAL LÆRE at vænne sig til alle (ville du gøre det samme med din 8-årige eller din partner?)

• Som pædagog anbefaler forældre at forlade deres barn storgrædende i børnehaven, fordi barnet SKAL LÆRE at mor/far ikke kommer og hjælper når man er ked af det.

• Er sundhedsplejerske og fortæller den grædende mor at hun bare må være hård og lære barnet at sove i sin egen seng, selvom enten mor, barn eller begge ikke er parate.

• Når du er lærer og mener at hyperaktive Peter SKAL LÆRE at sidde stille og vente på sin tur ved at blive skældt ud, eller tvinges til at sidde stille dag ud og dag ind selvom han ikke magter det.

• Mener at alle børn kan lære de samme regler i vuggestuen: ”Hvis Alma og Sille kan sidde pænt, så kan Signe også” eller hvis mange børn er en uge om indkøring, så gælder kan alle.

• Tror at børn ikke skal vide at vi er forskellige, men skal tro at alle skal have samme regler og mulighed uanset deres personlighed.

• Når du mener at du kender sandheden, og derfor har ret til at belære andre om rigtigt og forkert    

  

Du er anerkendende og lyttende når du:

• Accepterer at du selv kan tage fejl og have dårlige dage og at det påvirker dine omgivelser (Hvilket gør at du er mere tilbøjelig til at tage udgangspunkt i dig selv, og ikke barnet, når du bliver irriteret: ”Jeg har en øv-dag i dag, så kan du ikke lege lidt selv”.

• Møder barnet på en nysgerrig og interesseret måde uanset barnets personlighed: ”Hold da op. Du er vist lidt ekstra frisk i dag – har du mon haft en travlt morgen, eller har du bare en lidt dum dag i dag?”

• Laver regler baseret på barnets personlighed og erfaringer: ”Jeg tror du har brug for en pause nu. Måske skulle du lige gå en tur op og ned ad gangen” eller: ”Måske er det svært for dig at sidde stille så længe. Du kan jo gå ind i rummet ved siden af og finde lidt legetøj, så kommer vi andre om lidt”.

• Forstår at barnets følelser kan være større eller anderledes end dine egne: ”Uh jeg kan godt se at du synes den bil er flot, men vi skal desværre ikke købe en bil i dag”

• Kan blive på din egen banehalvdel og dermed sætte grænser for dig selv uden at gøre barnets følelser forkerte: ”Sikke vred du er lige nu, men jeg vil simpelthen ikke have at du slår mig”.

• Kan ændre din egen adfærd, hvis du oplever at barnet har brug for noget andet, uanset DINE holdninger til verden. ”Jeg ved godt at du kan tage dit tøj på selv, men jeg tror godt du kunne tænke dig at jeg hjælper dig alligevel. Skal vi ikke gøre det sammen?”

• Tror på barnet! Børn kan så meget, men kun hvis de føler sig elskede og stærke. Nogle gange skal et barn have ekstra hjælp i en periode, men hvad gør det, når han/hun nok skal komme efter det andet senere, fordi han/hun bliver selvsikker, tillidsfuld og modig når han føler sig forstået.

• Indser at børn ikke er små voksne. De er ikke født manipulerende, uempatiske, umulige, generende eller bange. De bliver sådan gennem vores samspil med dem, men det er aldrig barnets ansvar at ændre på disse mønstre. Det er ALTID et voksenansvar for barnet er slet ikke i stand til at lave logiske slutninger om hvordan man bør agere. Derfor er den anerkendende forælder/fagperson meget tydelig og kommer med helt konkrete eksempler: ”Jeg vil gerne snakke lidt med moster nu. Imens kan du sidde her og lege med klodser”.

• Ved at børn ikke kan lægge fremsynede planer før de er næsten voksne. Derfor siges der aldrig ’nej’ til noget uden at barnet hjælpes til et alternativ: ”Jeg vil ikke have at du spiller bold inde i stuen, men du må meget gerne tage bolden med ud i gangen, hvor der ikke er noget som kan gå i stykker”  

• Guider og foreslår frem for at belære.

• Tør indrømme at der er noget du ikke ved, og i stedet ’bare’ prøver at lytte og trøste.

 

Et Ideal

Ingen kan være anerkendende og lyttende hele tiden. Det er ideal man kan efterstræbe, men aldrig opnå til fulde, og det er præcis sådan det skal være, for som jeg så ofte har sagt, så kan ingen børn spejle sig i perfekte rollemodeller. Børn lærer at håndterer egne fejl ved at se forældrene, og senere fagpersoner, håndtere deres.

 

Det kræver øvelse og atter øvelse at være anerkendende; og den lyttende overbygning kræver tilmed ofre og mod. Mod til at se de ting man tidligere gjorde forkert og mod til at stå op mod normerne, hvis nødvendigt. Det kræver nogle gange ofre, hvis man erkender at man har et barn som ikke kan klare institution på fuld tid, eller som har brug for hjemmeundervisning i en periode.

Når man efterstræber at være anerkendende og lyttende så vil de fleste opdage at det bliver lettere og lettere med tiden, og til sidst vil det falde helt naturligt. Man bliver mere sikker på sig selv, fordi man ikke bare lærer at lytte til barnet, men også til sin egen mavefornemmelse. Man bliver stolt over at se hvordan børnene udvikler sig til sunde og selvbevidste individer, der kan tage hensyn til andre og begynder at spørge til andres tanker og følelser, og mange fortæller at de bliver stolte over at opleve at de præger kolleger, venner og familie til en mere rummelig tankegang.

 

Alle kan blive mere anerkendende og lyttende. For nogle er det en længere rejse end for andre, afhængig af hvad man har med sig fra sin egen barndom. Man behøver ikke at kende meget til tankerne bag, så længe man er med på det basale. Lidt kan gøre stor forskel.